Når man gerne vil overraske sin nærmeste med en overdådig lækker brunchbuffet uden, at det skal være fra en typisk café nede fra hjørnet, så er Toldboden i København en rigtig fin mulighed. Prisen er 225 kr. pr. snude men til gengæld så er der mad, smoothies, juice, kaffe og te til du dåner.
Jeg havde bestilt bord i god tid, for jeg havde for længst hørt at det var et populært sted at starte sin weekend på, da de er kendt for deres lækre mad og gode stemning ned til vandet. Jeg havde bestilt bord til kl.11.30 og vi var heldige at få en parkering, ude på de få pladser de har ude foran. Da vi trådte indenfor, blev vi mødt af en masse langborde/bænke hvor man sad ved siden af hinanden. Vi blev vist hen til et 6 mands bord op af vinduet, så vi havde en fantastisk udsigt ud over Københavns kanaler. Stemningen er lys og åben og på trods af der var mange mennesker, så kunne man stadig føre en samtale uden at blive overdøvet.
I midten af lokalet var der placeret en stor buffet, med en kok i midten som stod og tilberedte maden samt sørgede for, at der altid var fyldt op. Hele vejen rundt var der fyldt med lækkerier, fra friskbagt brød, grillet laks, grillede håndlavet pølser, kylling, nakkefilet, BBQ Ribs, chili con carne, skinke, salami og for ikke at tale om deres store udvalg af friske salataer og grøntsager. Selvfølgelig havde de også alt det klassiske fra røræg, bacon, oste, yoghurt med granola eller müsli og til dem med en sød tand, var der både vafler, pandekager, is og frugt.
Da jeg er den dovne type og ikke gider gå alt for mange gange, vælger jeg at fylde min tallerken til bristepunktet med mad. Og første omgang bestod af; grillet kylling, røræg, laks, pølse, skinke, stegte søde kartofler og friskbagt brød. Skulle selvfølgelig også have både smoothie og koldpreset juice til maden. Maden smager dejligt og min søde kæreste, var også temmelig begejstret så han måtte gå flere gange, hvor jeg valgte at sidde pænt tilbage og nyde min tallerken. Det eneste der overraskede mig, var den HOTTE og her mener jeg virkelig HOTTE chili con carne som min kæreste sad og spiste med største velbehag. Min mund brændte og jeg måtte hellere skynde mig over og tage en stor skål med lækker læskende is.. to gange.. og så selvfølgelig slutte af med en tallerken fyldt med pandekager, chokoladekage, sandkage og trøffel. Måtte trille derfra og erkende, at mit forhold til buffeter havde forandret sig til det bedre.
-
Mad
-
Service
-
Pris
-
Stemning
Resume
Maden får toppoint, da der intet er at udsætte på deres overdådige brunchbuffet.
Servicen er næsten ikke-eksisterende, da det hele er en stor buffet og de kun ser til dig når der skal ryddes tallerkener.
Prisen er 225 kr. pr. snude som må siges at være ganske fair, med mindre man spiser som en fugl.
Stemningen er hyggelig til trods for at du sidder i et kæmpe lokale fyldt med mennesker. Men sørg gerne for at få et bord op af deres store vinduer med udsigt og ellers er der også mulighed for at sidde udenfor, når vejret er til det.