Det her er en af mine mange tossede påfund, når jeg ikke rigtig er til at sidde og kede mig en hverdagsaften – Stegt flæsk og banko med underholdning af en dragqueen. Og for det ikke skal være løgn, så foregår det hele inde på NIMB, som jeg i forevejen er stor fan af. NIMB har flere restauranter tilknytttet og Fru NIMB er stedet, når man vil have sig, et godt solidt, dansk og velsmagende måltid. De har så været så geniale, at stable et arrangement sammen, hvor man til stegt flæsk af libitum, kan sidde med sine banko plader og håbe på, at vinde; en god middag på en af deres restauranter, Afternoon Tea på NIMB bar, Champagne og meget andet lækkert og kun til en lille pris på 160 kr. og så glemte jeg lige at nævne prikken over Iét… Du vil blive underholdt af en 2 m. høj dragqueen med den dybeste mandestemme.
Hvem skulle jeg dog finde på, at tage med ind til sådan en underholdende aften… Min hårdt-arbejdende-arkitekt-politisk-engageret-spiseven Lasse selvfølgelig. Han var heldigvis frisk på ideen, så vi fik hurtigt købt to billetter og så kunne vi ellers vente spændt på at få hele pladen fuld.
Jeg skuffede allerede Lasse, da jeg ankom ved at sige at jeg havde taget bilen og derfor nok ikke var med på få alt for meget øl indenborde. Hvis jeg vidste at hele restauranten var med på Lasses ide om, at det skulle blive en våd aften, så havde jeg nok ladet bilen stå. Da vi træder indenfor i restauranten, bliver vi mødt af en 2 m. høj dragqueen i MEGET STRAMT LÆDERTØJ og KÆÆÆÆMPE bryster som pænt hilser på og endda også er på fornavn med nogle af gæsterne – så har man set det med. Vi får sat os ved et langbord, bestilt vores fadøl, købt vores 3 bankoplader hver og venter spændt på at showet går igang. Vi skal ikke vente længe, før der kommer høj musik ud af højtalerne og en dansende dragqueen danser rundt blandt gæsterne og giver dem røde kinder. Jeg morer mig gevaldigt og kan næsten ikke vente med at der bliver kaldt numre op. Det går heldigvis stærkt med at få kaldt numrene op men desværre vinder jeg ikke noget første gang…. eller anden gang…. ELLER tredje gang.. IHHHHHH ALTSÅ… Syntes ellers, at jeg var den der havde fortjent det mest, så det må være aftalt spil tænker jeg. Og ja, jeg er en mega dårlig taber.. Hehe.
Efter vinderne er fundet, kommer der tjener rendende ind mellem bordene, med det vi havde ventet allermest på – nemlig STEGT FLÆSK MED PERSILLESOVS, serveret med nye kartofler, rødbeder og sennep. Og man må godt være en gris, da det er af libitum.
Efter at middagen, sidder jeg med udspilet mave og er godt mæt men det slutter ikke her. Igennem højtalerne lyder det, at vi da lige tager en runde banko mere.. Wuhuuu…. Men lige lidt hjælper det. Jeg sidder tilbage med en tom fornemmelse, da den ene vinder efter den anden bliver trukket. Jeg er også så heldig, at jeg får skubbet til mine plader, så jeg ikke længere kan følge med. Typisk mig. Vores populære dragqueen, får heldigvis ondt af os, og begynder at tage en sidste runde men denne gang med gaver han/hun selv har medbragt – nemlig en stor samling af tussegamle CDér. Jeg giver op og sidder nu bare og griner over, den hurtigste runde banko jeg nogensinde har oplevet. Iklædt noget der minder om en nonnedragt bliver der danset og sunget af Miss OTB som vores underholdende drag kalder sig, for til sidst at smide kjolen og være iklædt en meget stram bodystocking med selvsiddende strømper og plateaustilletter.
Jeg kan med hånden på hjertet sige, at det har været en af de mest underholdende hverdagsaftener jeg har haft i 2017 og det bliver med garanti, ikke den sidste!