ADVARSEL! Dette indlæg kan give dig ekstra kg. på sidebenene, få mundvandet til at løbe, samt mavekneb efter at have spist for meget.
Bertels Kager er et af mine absolut favorit kagesteder, da de har – ifølge mit eget udsagn og AOK som har kåret stedet som ‘Byens bedste kage 2016’ – det bedste udvalg af cheesecakes, som du bare aldrig kan blive træt af. Jeg var ude og finde min nytårskjole på selve nytårsdagen, så jeg havde en anelse travlt.. men ikke mere travlt end at jeg godt lige kunne slå et smut forbi Bertels Kager på Frederiksberg.
Der stod jeg så med snuden klemt helt op af kagemontren og kunne jo slet ikke bestemme mig for om jeg nu skulle vælge imellem, Black forrest, Key Lime, Pistacio eller Blueberry Absinth… AV.. min mave gjorde allerede ondt på forhånd, da jeg vidste, at om nogle timer stod den på den store nytårsmenu med alt for meget alkohol, så at spise sig mæt i kage nogle få timer inden, ville nok være et dumt valg.
Jeg gik imod min dårlige samvittighed og valgte Strawberry cheesecake. Min kæreste – som havde været så sød at tage med ud i shoppinghelvede – valgte Chocolate Ganache og så skulle vi lige toppe den med 2 stk. Chai latte. Smagen af jordbær kombineret med den sprøde bund og den fyldige creme, gjorde at min kage røg ned hurtigere end du kunne nå at sige “CHEESECAKE”.. Jeg skulle da også lige stjæle en bid af hvad jeg ville kalde “Death by chocolate” som må siges at være en tætpakket kage med masser af smag af chokolade.
Da vi kom en dag, hvor de fleste er ude og shoppe de sidste ting ind til nytår, var der heldigvis ikke så tætpakket, som der normalt er. Stedet er hyggeligt indrettet med siddepladser, både fortil i forretningen med udsigt ud til gaden men også inde i et tilstødende lokale, hvor der både er lænestole og brændeovn men også alm. 4 mandsborde samt et højbord med plads til 4. Der stod to piger bag disken, som var utroligt hjælpsomme – især den ene, som måtte hjælpe en alenefar med sine 2 børn, med at gå over til bilen med den bestilte kage. Bedre service er sjældent set.
Vi måtte gå derfra i sukkerchok og med en anelse ondt i maven, da man ikke skal forvente at få serveret små portioner men derimod en stor kagebombe med masser af smag og fylde, at man bare har lyst til at komme igen og igen og igen.. og ja IGEN!
-
Mad
-
Service
-
Pris
-
Stemning
Resume
Det store udvalg af cheesecakes, samt den gode smag og sprøde bund fortjener 5 stjerner.
Servicen er altid sød og venlig men du skal selv henvende dig oppe ved disken, så derfor får de 4 stjerner for service.
Prisen for et stykke cheesecake er 48 kr. og 39 kr. for en Chai latte. De får 4 stjerner for prisen, da jeg føler man får fuld valuta for sine penge.
Stemningen er hyggelig og hjemlig og i et look der minder lidt om 50´er stilen med pastelfarvet borde og sort- og hvidternet gulv, dekorative tapet i varme farver i det ene rum over til bløde sofastole, brændeovn, trævægge malet i hvid med rustikke træborde i det andet rum.
Stemningen får derfor 4 stjerner.