Så kom dagen endelig, hvor jeg fik lov til at prøve den nye trendy restaurant The Market, som er åbnet af de selvsamme ejere som også har PS Bar & Grill lige overfor. Jeg har altid haft en forkærlighed for det asiatiske køkken, så jeg så meget frem til at spise der efter en måned med alt for meget julemad.
Da jeg ankom til stedet som ligger inde i Galleri K, i centrum af København, fik jeg straks en fornemmelse af at her var hyggeligt at være, med den lidt mørke men trendy indretning og den store bar, som er det første der møder en, når man træder indenfor. Vi ankom til den tidlige seating kl.17.30, så der var ikke så mange gæster, hvilket passede os helt fint. Da det var første gang vi besøgte stedet og gerne ville prøve lidt af det hele, valget vi menu 1 som bestod af 9 forskellige retter til en pris af 395 kr. – Der var også menu 2, hvor man så fik den helt store tur med 12 forskellige retter til 595 kr. Der var selvfølgelig også et a´la carte kort hvor man kunne bestille retterne enkeltvis.
Maden kom ind over 4 serveringer og vi startede med et glas champagne – Perrier-Jouët Grand Brut – bare fordi det altid er lækkert at starte på. Ind kom første servering så, som bestod af en miso suppe, Crispy cucumber og Duck spring roll. Misosuppen med tofu og tang, var lææækker og lige til at drikke af skålen, da man kun får serveret spisepinde – en grænseoverskridende oplevelse for min spiseven, da man jo altid spiste med ske.. Hmmm.. Nå men de sprøde agurker, som blev serveret med nahm jim dressing, koriander og et drys af nødder smagte da okay men var ikke den store oplevelse for mit vedkommende da smagen ikke rigtig hang ved. Den store vinder var forårsrullen med confiteret and, syltet ingefær og chilisauce, som smagte saftigt og sprødt på én gang.. Ville så gerne have haft mere end en men måtte pænt sige til mig selv, at der var mere lækker mad forude.
Anden servering – sushidelen- bestod af wasabi pickled salmon roll, hamachi sashimi og crispy shrimp og til det skulle vi da have os et glas hvidvin som faldt på Grüner Veltliner, som er dejlig frisk og samtidig fyldig i smagen. Jeg var svært begejstret for de sprøde rejer med chilimayo og ponzuskum men jeg er også en sucker for friture og chilimayo. Den marineret sashimi som blev serveret med, madagaskar peber og sprøde løg havde en sart men lækker smag og de sprøde løg gav det også et skub i den rigtige retning. Den sidste ret som var ruller af gravad laks med wasabi og teriyaki røg ned som små hapsere.. Mmm..
SÅ kom 3 servering, som vi begge havde set meget frem til og ind kom duck breast, pork belly palo og chef´s rice. Mine øjne faldt straks på det thai-braiseret svinebryst, som blev serveret på græskarpuré, kefir lime og koriander – det lignede jo et lækkert kunstværk, som bare ventede på at blive indtaget af min mund. Men nu var vi jo to om at deles, så jeg beherskede mig pænt og delte retten op på min tallerken. Saftig gris med masser af smag, kombineret med græskarpuré og man har et perfekt måltid. De lækre ris lå i en skål med sesam og toppet med forårsløg, teriyaki OG CHILIMAYO, gik godt til retterne og den perfekt stegte andebryst, med rødkål og tranebær var da heller ingen undtagelse. Den smagte lækkert men mindede mig for meget om den julemad, jeg prøvede at komme udenom. Jeg kiggede godt nok underligt, da jeg så at desserten var Sticky rice men jeg var som altid åbensindet. Da desserten som var en kugle kokosis med mangogelé, serveret på toppen af de her sticky rice, blev jeg positivt overrasket – Det var jo slet ikke en skål ris toppet med kokos, som jeg havde forestillet mig men en lækker frisk kokosis, med noget som mindede om ris a´la mande i bunden. Igen mindede det mig om julen men den her gang gjorde det bare slet ingenting. Servicen begyndte desværre at halte da vi kom senere hen på aftenen men hun var nu også her, der og alle vegne så tænkte at de nok var underbemandet. Det samme skete også da vi skulle have vores jakker. Min tålmodighed rendte desværre op og jeg måtte selv gå ind i garderoben og hente min jakke, før en værtinde kom os nærmest løbende i møde. Dejlig aften men desværre med nogle fejl.. Måske de fortjener en ny chance en anden gang, for konceptet i sig selv fejlede intet.
-
Mad
-
Service
-
Pris
-
Stemning
Resume
Maden giver jeg 3 stjerner, da jeg syntes at retterne var utroligt lækre men jeg manglede alligevel en wow faktor, som kun kom frem ved få af retterne.
Servicen får 3 stjerner, da det startede godt ud men endte rigtig skidt med en service, der var ikke eksisterende.
Prisen får de 4 stjerner for, da 9 retter til 395 kr. er ganske fin og man gik også derfra og var tilpas mæt. Deres cocktails lå derimod i den dyre ende. Prisen for en The Market Passion cocktail lå på 115 kr. og prislejet lå mellem 105-135 kr. for en cocktail.
Stemningen får de 4 stjerner for. Stemningen var eksklusiv men samtidig hyggelig og man havde lyst til at blive siddende, efter man havde spist.















