Det var lidt en tilfældighed, at jeg faldt over restaurant INVO som ligger i mit nabolag. Når man er en aktiv bruger af Instagram med sin madblog og pludselig får et “like” fra en ukendt restaurant, så bliver man en smule nysgerrig for, at se lidt nærmere på stedet. Det viser sig at de har åbnet op i de gamle lokaler, som jeg bedst kendte som MS Amerika der ligger ud til vandet og har en super beliggenhed -især om sommeren.
Jeg fik hurtigt solgt stedet ind til min veninde, da de samtidig havde 25% rabat på alle cocktails i marts måned.
Da vi ankommer til stedet, var der kun få gæster i restauranten men det gjorde nu ikke så meget da stemningen i sig selv var rigtig hyggelig, med højt til loftet dæmpet belysning og god mellemrum mellem bordene, så man følte man sad privat. Vores kvindelig tjener, som kom fra Struer, var på fra start med super betjening og god jysk humor som gjorde, at man hurtigt følte sig godt tilpas. Vi blev enige om, at starte ud med en cocktail mens vi kiggede på kortet og vores valg faldt på en Carrot Sour til 115 kr. som indeholdt dild snaps, citronjuice, æggehvider og gulerodssaft. Der var nu ikke meget sour over den og mest af alt, følte man at man sad og fik sit daglige vitaminboost, da den hovesageligt smagte af gulerod med et snert af dild snaps.
Menukortet bestod af 6 snacks – foiegras, crab cakes, stenbiderrogn, Skagen skinke, hjerte salat og franske østers. 2 kolde retter – rimmet slethvar og tatar på okse. 3 varme retter – stegt ribeye, grillet havtaske, stegt norsk kammusling. 1 ost – ostebord og 1 dessert – rødbedeis.
Vi kunne ikke helt bestemme os, så derfor gik vi med 5 serveringer til 450 kr. sammensat af køkkenet, hvor man fik smagt lidt af det hele. Retterne vi fik, bestod af: Hjertesalat, stenbiderrogn, rimmet slethvar, ribeye og rødbedeis.
Da første ret kom ind med hjertesalat bacon og havgus, kiggede vi lidt undrende på retten for det lignede bare et halvt salathoved drysset til med ost men vi blev da godt nok overrasket, da vi tog første bid. Det smagte jo helt og aldeles forrygende, for hver bid man tog – hvem skulle have troet at man kunne få en salat med bacon og ost, til at blæse en bagover.
Næste ret som var stenbiderrogn med kyllingeskind og karse, var en ligeså positiv overraskelse. Det smagte frisk og samtidig meget nordisk, med de helt friskplukket krydderurter på toppen og den lækre kyllingeskind i bunden.
Tredje ret, var rimmet slethvar med persille og grillede salater. Retten lignede en vegetarret, da slethvaren var gemt i bunden af de grillede grøntsager, som var forårsløg, syltet løg og en masse blandet krydderurter serveret med en sauce lavet på brændte salater..Mjaaa.. så har man hørt det med. Slethvaren havde en ganske sart smag men gik godt i spænd med de søde løg, kombineret med grønt. Til maden fik vi serveret et glas hvidvin fra Bourgogne, Les Ursulines, Jean-Claude Boisset som med sin mineralske smag gik rigtig godt til fisken.
Fjerde ret, går man sjældent galt i byen med, da der skal meget til at ødelægge en god ribeye – skulle da lige være, at de ikke kunne ramme de rigtige stegegrader. Den perfekt stegte ribeye, var en tynd steak, som var blevet lagt i to lag, toppet med sprøde kartofler og grønt, serveret på en fyldig svampecreme. Jeg var helt solgt da jeg smagte den kulsorte svampecreme, som var så fed og fyldig i smagen at jeg følte, at jeg sad og spiste en bund af skovsvampe – på den gode måde. Retten var så rig og fyldig i smagen, at de tager den klassiske ribeye et skridt højere op og gør den til en lækker og sofistikeret ret. Til retten fik vi serveret et glas rødvin fra Paul Jaboulet Aîné, Le Paradon, Beaumes-de-venise.
Jeg var tilpas mæt men var nu ret spændt på desserten, som var Rødbede is med kærnemælks fromage og lakrids. Da tallerkenen kom ind på bordet var min første tanke; Der kom mit næste vitaminboost, da det første jeg fik øje på, var skiver af rødbede som pænt dækkede, for den flotte lyserøde is. Bunden var dækket til af sprød crumble og gemt under den, lå et tyndt lag af kærnemælks fromage. Med fingrene tog jeg en bid af rødbedeskiven og kunne konstatere, at de havde formået at fjerne det meste af den jordet smag, som man ofte får af at spise rå rødbede. Rødebede isen var lækker i konsistens og smagte sødt, så sammen med den sprøde rødbede, den lettere syrlige kærnemælks fromage og crumble gik det hele bare op i en højere enhed. Til desserten fik vi serveret et glas dessertvin fra Chateau De La Roulerie, Coteaux du Layon.
Til at slutte af på, besluttede vi os for at smage en “WANNA BE LIKE ALEXANDER” til 100 kr. som nok var deres svar på en espresso martini og bestod af; Cognac, hvid choko creme, fløde, toppet med revet kaffebønne. Ville gerne have lagt et billede ind af min cocktail men det gik lidt for stærkt med at få smagt på sagerne, så nåede ikke at tage et lækkert billede… Men den smagte lækkert!
-
Mad
-
Service
-
Pris
-
Stemning
Resume
Mad *****
Nordisk mad, når det er bedst. Utroligt meget smag og flere positive overraskelser.
Service *****
Vores kvindelige tjener, må siges at trække op. Hun var opmærksom, vittig og utroligt smilende.
Pris ****
Vi måtte samlet slippe 1.712,50 kr. og det var med rabat på cocktails. Så ikke det billigste sted at spise i byen men absolut et sted hvor man får valuta for pengene.
Stemning *****
Restauranten har bare en rigtig hyggelig stemning med sine mørke trægulve, store buede panoramavinduer, halv åbne køkken og alletiders betjening.