Restaurant Väkst

Af Lasse Grosbøl, spiseven og bonvivant

Det bliver altid spændende, når vi nærmer os åbningsdatoen for køb af Dining Week-billetter. Ens bestillingslink bliver aktivt, og man stormer ind for at se, hvilke restauranter, der er tilbage. Da jeg klikkede mig ind i år, stod bl.a. Väkst tilbage på listen. Jeg har hørt godt om Väkst, så jeg bestilte hurtigt to spisebilletter til mig og Karina.

Den idé var der også andre der havde fået, for da vi kom til Väkst var der kø ud på gaden. Ingen tvivl om at der var fyldt godt op til en servering kl. 12 om lørdagen, hvilket gav en lidt hektisk stemning. Til gengæld er restauranten flot indrettet, med et stort “væksthus” i centrum, der symboliserer restaurantens fokus på friske nordiske grøntsager.

Da menuen var forhåndsbestemt, var der kun tilbage at vælge om vi skulle have vinmenu eller ej. Den valgte vi (et par gange, fordi der var så travlt), og derefter var det bare at læne sig tilbage og vente på maden, mens vi kunne gnufle lidt på det friskbagte brød med det lækre løstkærnede smør.

Forretten var lynstegte kammuslinger med jordskokkeskum og blandede urter. Her viste dagens tema sig straks: sarte smagsnuancer, der komplimenterede hinanden smukt, uden de store armbevægelser. Den voldsomste smag i retten – og det der gave syrligheden til retten – var løgstriber syltet i eddike og en smule sukker, og den var endda ret nedtonet. De knasende jordskokchips satte prikken over i’et på en meget fin forret.

Hovedretten bestod af grillet svinebryst på jordfrugtmos, urter og pulveriseret flæskesvær på toppen. Igen var der tale om sarte smagsnuancer, der talte flot sammen. Som modspil var der en smule senneps- og peberrodssauce på toppen, men disse to potentielt kraftige smage var blandet ned til at tilføre retten spænding, ikke overdøve den. Selve svinebrystet var grillet meget fint, så det stadig var saftigt og mørt og en anelse rosa indeni – noget af det bedste svin jeg har fået i lang tid. På dette tidspunkt var vi begge imponeret over, hvor meget smag – og smagssamspil – køkkenet fik ud af de sarte ingredienser.

Desserten var sorbet af pære og jernurt på flødeskum, overstrøet med hvid chokolade (der var urtegrønt). De tre ting spillede fint sammen og vi var begge glade for den enkle – men velsmagende – dessert.

Nu overlader jeg jeg normalt vinekspertisen (for alt andet end portvin) til Karina, men jeg kan sige, at den chardonnay vi fik til forretten var mild, men mineralsk og gik godt i spænd med kammuslingerne. Rødvinen til hovedretten var mere anonym, men var en hæderlig kompagnon til svinebrystet. Til dessert fik vi, hvad der mindede om en fyldig sauterne, og den var perfekt til sorbeten.

Der var tale om en på alle punkter dejlig frokost, der gav en god start på en dag, der senere skulle indeholde ginfestival … men mere om det senere.